Danske vikarer er de bedste!

  • 26-08-2016
  • 07:00
Tags:
  • Adecco Group

I en stor rapport sammenligner OECD vikarer i 24 forskellige lande. Resultatet er klokkeklart: Rapporten placerer danske vikarer øverst på skamlen.

Hvad har danske vikarer til fælles med de danske fodboldhelte fra EM i 1992? Nemlig: Titlen som mestre! Det er OECD, der sammenligner vikarer i 24 lande og placerer din vikar øverst på skamlen.

Vi var mange i gaderne. Den sommeraften i 1992, da Danmark sensationelt vandt EM-titlen i fodbold. Så mange bliver vi næppe, når vi fejrer vikarernes OECD-titel. Der er ellers god grund til, at danske virksomheder og deres vikarer ønsker hinanden tillykke med titlen:

- Danske vikarer leverer på banen fra første fløjt. Det betyder, at du i din virksomhed har en medspiller på dit hold, der tager over og løser opgaver med det samme. Det har stor værdi, hvis du vil undgå et slip i din produktion, drift, administration og hvor vikaren ellers sættes ind. Det er den kvalitet i vikarernes arbejde, som OECD-rapporten anerkender, vurderer Susan Nørgaard, der er Head of Sales and Marketing i vikarbureauet Adecco. Rapporten hun refererer til er OECD Employment Outlook, hvor danske vikarer bl.a. scorer højt på regne-/læsefærdigheder og i problemløsning. Her performer de på niveau med som fastansatte og på nogle områder bedre.

 

”...giver de fastansatte baghjul”

OECD’s rapport gør samtidig effektivt op med myten om, at vikarer arbejder mindre effektivt end faste medarbejdere. Det har Henrik Holt Larsen, der er professor i Human Resource Management på CBS, en forklaring på, som han giver i nyhedsbrevet Agenda fra Dansk Arbejdsgiverforening:

- At arbejde som vikar betyder, at den kontekst man arbejder i, ofte ændrer sig og det giver megen læring hele tiden at skulle fungere i nye sammenhænge, arbejde sammen med forskellige mennesker osv. Det er givetvis en af forklaringerne på, at vikarer i Danmark giver de fastansatte baghjul. Og så betyder det også noget, at i Danmark er det oftest et positivt valg og en livsstil at arbejde som vikar.

Noget tyder på, at virksomheder gennemgående har så gode erfaringer med vikarer, at vikarerne ikke blot bliver brugt til panikløsning i akut opståede mangelsituationer, men bliver set på som topprofessionel arbejdskraft, siger Holt Larsen til Agenda.

 

Aktuel HR-trend: Vikarer som specialister

Hos Adecco oplever Susan Nørgaard den samme aktuelle HR-trend. Danske virksomheder bruger i dag vikarer til mere end kortsigtede lappeløsninger:

- Der er hver dag dygtige vikarer, der gør en forskel, når der mangler ressourcer i virksomheder på grund af travlhed eller sygdom. Vi oplever dog også en anden HR-trend lige nu. Vikarer bliver i mange virksomheder tænkt mere ind i både strategi og hverdag. Det skyldes, at de er tilpasningsdygtige specialister med et godt ry. De kommer nemlig med nye kompetencer og inspiration, siger Susan Nørgaard, inden hun runder af:

- OECD-rapporten er en belønning til de danske vikarer. Den fortjener de, fordi de er så gode til at forstå deres rolle. Vikarerne har en god fornemmelse for, hvordan deres indsats giver værdi for deres arbejdsgiver og dermed for dem selv. De er topmotiverede.